Efter en lang karriere med interne nævekampe og rutschende op- og nedture, vil Mercury Rev bare have fred i det nedlagte apotek, hvor deres storslåede sange nu bliver til. Med deres nye album, ‘The Secret Migration’, håber de at få verden til at slukke for CNN og betragte den klare stjernehimmel i stedet.
Det kan godt være, de feminine adjektiver står i kø, når Mercury Revs bombastiske og semi-psykedeliske indierock kæler for dine ører. Drømmende, følsomt, skrøbeligt. Men de er mænd klædt i sort, og de har været igennem mørket. Bandet har hård hud på hjertet og ridser i et cv, der tæller halvandet årti på den alternative musikscene. Pengene har været få, kontroverserne mange, og de fleste bandmedlemmer har gennem tiden emigreret til mere rolige omgivelser.
Men den kaotiske tilværelse ændrede sig omkring udgivelsen af bandets fjerde album ‘Deserter’s Songs’ i 1998. Forsanger Jonathan Donahue og guitarist Grasshopper stod tilbage som de eneste fra den originale line-up, og i selskab med blandt andet trommeslager Jeff Mercel lagde de tidligere tiders dystre støj bag sig og skabte et storslået, orkestreret album med det uventede mini-hit ‘Goddess on a Hiway’. Det var en renæssance for bandet.
Siden har der lagt sig en hengiven ro over Mercury Rev, og de tre herrer har med ‘All Is Dream’ fra 2001 og den aktuelle ‘The Secret Migration’ holdt fast i den symfoniske lyd og en efterhånden meget trofast fanskare.
Sluk for CNN
Kritiske røster vil måske endda viske i krogene, at amerikanske Mercury Rev nu er begyndt at gentage sig selv. Selv om ‘The Secret Migration’ indeholder kortere, hurtigere sange med mere komplekse rytmiske strukturer, er den alligevel i følsom familie med sine to forgængere. Eller er den?
»En plade er et snapshot fra en bestemt periode, som afspejler, hvor du var på netop det tidspunkt. Derfor er vores nye album også forskelligt fra de to forrige«, forklarer Jeff Mercel.
De politiske følger af 9/11-terrorangrebet, der som en tung økse har delt det amerikanske landskab i de seneste år, har naturligt nok sneget sig ind i bandets bevidsthed og justeret deres prioriteter.
»’Deserter’s Songs’ handlede om kærlighed, imens ‘All Is Dream’ nok var lidt mere dyster. Men den nye plade er præget af optimisme og håb, for vi føler en stærk trang til stabilitet og sikkerhed. Den siger »sluk for CNN, der bombarderer dig med alle de negative ting i verden, og gå udenfor og kig på den smukke nattehimmel«. Man søger helt ubevidst de ting, som man savner, og jeg tror, at pladen er lavet lige så meget for at hjælpe os, som for at hjælpe de mennesker der lytter til den«, forklarer Mercel.
Friheden i apoteket
Mercury Rev har slået sig ned i det afsidesliggende Catskill Mountains, hvor de i 2002 også anskaffede sig deres eget studie. Selv om det kun ligger et par timer fra det pulserende New York, kan bandet her mellem turneerne føre en afsides tilværelse totalt støvsuget for spotlys og musikindustri.
»Da vi indspillede ‘All Is Dream’, måtte vi rejse mellem studier og optagelser, og det var hårdt efter en lang turné. Vi havde brug for at bo hjemme og tage en pause. Vi havde brug for at sove i vores egen seng ved siden af kæresten. Vi havde brug for at leve et normalt liv«, fortæller Mercel.
Så derfor blev et nedlagt apotek med linoleumsgulv fra 50’erne indrettet som daglig arbejdsplads for Mercury Rev. I deres eget studie kunne de tre venner i ro og mag sysle sig frem til de nye sange uden overvågende pladeselskabsrepræsentanter og tikkende taxametre.
»Når det er dit eget sted, er der ikke det samme pres på. Man skal ikke nødvendigvis levere noget hver dag. Vi startede som regel dagen med at snakke lidt, og nogle dage kom vi aldrig længere. Hvis det var en smuk dag, tog vi ud og fiskede i stedet. Den ubegrænsede tid var utroligt befriende, for vi kunne prøve alt, eksperimentere, uden frygt for at fejle«, forklarer Mercel med begejstringen malet i ansigtet.
Ingen pistoler i studiet
Den storslåede lyd, skabt af en endeløs række af orkestergravens redskaber, der kendetegner Mercury Revs seneste tre album, understreger vigtigheden af bandets studietid. Forsanger Jonathan Donahue har tidligere udtalt, at han altid regner med, at den næste plade bliver en tyst omgang båret af klaver og akustisk guitar. Men når han så træder ind i studiet med sangene, sker der ét eller andet, og sangene puster sig op. Hvad sker der mon?
»Sangene overtager simpelthen selv kontrollen, og det kan du hverken styre eller stoppe. Du skal bare træde tilbage og lade tingene ske. Vi er da bange for at overproducere, specielt når vi nu har vores eget studie, hvor vi kan sidde og pille ved sangene i en evighed. Men så træder Dave Fridmann ind og stopper os i tide«, siger Jeff Mercel med henvisningen til produceren, der må betragtes som det fjerde faste medlem af bandet.
Dave Fridmann er tidligere bassist i bandet, men trådte i 1993 ud for at hellige sig en producerkarriere. Og det var klogt, for siden har han fået uanede mængder respekt for sit arbejde med blandt andet The Flaming Lips, Sparklehorse, Mogwai og ikke mindst de sine kolleger i Mercury Rev.
»Med Dave er det et partnerskab. Han er ikke en Phil Spector, der lægger pistolen på mixeren for at vise, hvem der er boss. Vi har et fantastisk forhold til ham, han er en ven. Da vi skulle indspille pladen, var vores pladeselskab meget interesseret i, at vi mødtes med andre producere. Heriblandt Bob Ezrin, der har produceret legendariske album som Pink Floyds ‘The Wall’ og Lou Reeds ‘Berlin’, men det fungerede ikke. Vi nåede aldrig længere end til en høflig middag, for vi orkede ikke at gå igennem det der, hvor man skal lære hinanden at kende«.
Konstruktive konflikter
Det virker som om, at Mercury Rev endelig er faldet til ro. Rock’n’roll-myterne er pakket i kasser med fotoalbum og dagbøger og stablet i kælderrummet. Nu råder fornuftighedsprincipper som respekt, ro og rimelighed. For det meste.
»Konflikter kan være katartiske. Det er den altafgørende gnist, der skaber ny musik. Vi har stadig vores uoverensstemmelser, men de udvikler sig ikke længere til nævekampe. Hvis vi alle tre var enige hele tiden, ville vores musik jo blive gabende kedsommelig. Når du skal lave et bål uden tændstikker, slår du to sten mod hinanden. Det er sådan, ilden bliver skabt. Vi er uenige hele tiden. Men det er ikke en kamp – vi bruger det på en positiv måde«, slutter Jeff Mercel.
Mercury Rev giver koncert den 15. marts i Amager Bio.