n.Lannon

Singer/songwriters er der nok af. Især de seneste par år er de myldret frem og har præsenteret en lang række mere eller mindre interessante kompositioner. Det er ikke så nemt, med få virkemidler, at adskille sig fra alle de andre. Uden det nødvendige talent og sans for detaljer flyder det let sammen og bliver enslydende numre, der bedst egner sig som underlægning til et middagsselskab.

Men når det engang i mellem sker, at nogen stikker næsen frem og prøver at dreje genren en smule, kommer der som regel meget interessante resultater ud af det. Hvilket der bestemt også er kommet af Lannons anstrengelser.

Uden at skyde med spredehagl, har han, med udgangspunkt i den traditionelle singer/songwriting med næsten kun akustisk guitar og vokal, bevæget sig ud til kanten af genren og taget sig en tur rundt i periferien, hvor han både er stødt på pletter med slowcore, små fragmenter af lo-fi og områder med alternativ elektronisk pop. Alt sammen har han suget til sig, kombineret og roligt ladet sive ud igen med den lavmælte og forholdsvis monotone vokal, der er de fleste af de 11 numres fællesnævner og skaber en stor del af albummets intimitet.

Som et hele, har Lannon tilført singer/songwriter-stilen en tiltrængt fornyelse, selvom han få steder stadig hænger lidt fast i det traditionelle.

n.Lannon. 'Chemical Friends'. Album. Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af