Truth Enola

Som kollegaen Mos Def, er Truth Enola’s rapkarriere skudt i gang af De La Soul på deres ‘Pony Ride’ fra albummet ‘Stakes is High’. Som bekendt er Enola navnet på et af de bombefly, der kastede atombomber over Hiroshima i 1945. Navnet indikerer at denne rapper vil kaste med tonstunge skyts. Men debutalbummet ‘6 O’clock Straight’ rammer ikke hårdt nok til, at det vil efterlade dybe skelsættende spor i historien.

Hvad der virkelig vejer tungt er de suveræne beats leveret af De La Soul, Dj Spinna & The Are, Da Beatminerz, Kutmasta Kurt med flere. Beatene er uptempo, melodiøse og rummer mange guitar sekvenser.

Det er afgjort beatene, der giver albummet den nerve og klasse, det har, for Truth Enola leverer ikke synderligt interessante eller humoristiske tekster. Ligeledes er det ikke nye emner eller vinkler på hverdagens strabadser på Long Island, der bringes på banen. Måske derfor undviger Enola desværre ikke diverse ghetto klicheer og elementer fra Grand Master Flash’s ‘he Message’. Men generelt er refrænerne fængende og eksempelvis vil ‘ Honey Love’ helt sikkert være et hit, når delingen fester i messen.

Nummeret ‘I Need to Know’ er værd at fremhæve. Beatet tungt og indledes af stemningsfyldte melodiøse guitar reefs, og stemningen oser af melankoli. På flere af numrene er Enolas flow desværre blevet smittet med P. Diddyness, hvilket er en skam. Til gengæld viser Enola sit talent på ‘No Way No How’ og man forstår hvorfor De La Soul har gidet lege med ham. Med Phife Dwag på ‘How It’s Gonna Be’, er Enola også i sit es. Dette skyldes muligvis svedige beats fra Da Beatminerz, som bestemt er topklasse. Med samme positive vendinger kan kærlighedsballaden ‘I’m Sorry’ beskrives, hvor Charlise beder om en chance til.

Noget tyder på, at Enola ikke er helt sikker på, hvornår han lyder bedst og derfor prøver flere stilarter af, når han rapper eller uheldigvis giver den som sanger. Det er en skam for han er virkelig god, når det stikker ham.

På ‘Voicestress’ tropper De La Soul op og viser, hvad Enola stadig har at lære fra sine mestre. De leverer et førsteklasses nummer med orale finesser og et sløvt velpudset beat. Det minder meget om ‘Pony Ride’. Bare en skam, at Enola ikke hele tiden er så velfungerende på sit eget album som på netop førnævnte nummer. Men som sagt: øvelse gør mester, og dette er Enolas første soloalbum, så der håb forude.