Gruff Rhys

At lytte til Super Furry Animals-frontmanden Gruff Rhys soloalbum er lidt ligesom at stå nede i den lokale sharwarmabiks og ikke ane om det er vejret, der bliver snakket om, eller om det er ingredienserne til den nye sharwarmadressing man selvfølgelig lige skulle prøve. Med mindre man altså er flydende i walisisk, Rhys’ modersmål.

De uforståelige tekster sætter til gengæld ekstra fokus på de lækkert melodiske sange Rhys har præsteret på albummet. Og det tager ikke mange gennemlytninger før man går rundt som en anden 12 årig og synger ens egne versioner af de tungetvistende tekster.

Soloprojektet er specielt godt, når Rhys leger og bygger værker med få virkemidler. Som på ‘Gwn Mi Wn’, ‘Y Gwybodusion’ og ‘Caerfforsiaeth’. Førstnævnte er udelukkende Rhys nærmest meditationsagtige vokalgentagelser over et simpelt trommebeat, mens han på ‘Caerfforsiaeth’ leger med ekkoer og elektroniske virkemidler.

Men Rhys kan også få de mere almindelige singer/songwriter sange til at virke. Som i starten af ‘Ambell Waith’, hvor han, akkompagneret af akustisk guitar og fuglekvidren, synger noget der mest af alt lyder som en eskimos læspende hymne til sine slædehunde for deres trofaste slid og slæb. Nummeret slutter i en smuk opbygning med både trommer og trompet.

‘Yr Atal Genhedlaeth’ er et gennemført og behageligt album, der uden at provokere sniger masser af sjove lydeksperimenter ind mellem trommerne og guitarerne. Rhys har så klart fået noget ud af at kreere uden sine sædvanlige, behårede dyrevenner ved sin side.