Gustaf Kjellvander

Forestil dig Nørre Snede forsamlingshus først på natten: Lars Lilholt og hans ensemble har lige spillet, og nu sidder de småstive og hæse efter have skreget lidt for vildt på ‘Kald det kærlighed’ og ‘Mikkel han var død’. Pludselig lægger de mærke til en stak CDer med lettere melankolsk, pompøs og psykedelisk rock, som det lokale indieband glemte, da de spillede der ugen før. De sætter en af dem på, bliver straks grebet af stemningen og tænker: “Så’n ska’ vi da osse lyde!”.

Det er den slags billeder, der tegner sig inde i mit hoved, når Gustaf Kjellvander stolt præsenterer The Fine Arts Showcase & The Electric Pavilion. Og der er faktisk ikke særlig rart. Egentlig er mange af numre ganske OK; godt nok overordentligt svulstige men med en snert af shoegaze, og nogle af dem sågar en anelse støjende. Men næsten over alt ligger et umiskendeligt slør af røvballerock og visesang, der forplumrer helhedsindtrykket.

Det bedste nummer er uden tvivl ‘Divided We Stand’, der med tempo, punkenergi og overraskelsesmoment adskiller sig væsentligt fra de ni andre; men ellers skal man være udstyret med en særdeles høj tolerancetærskel for storladen blævrende rock for ikke at blive irritereret.