Håkan Hellström

Det tegnede godt. Singlen ‘En midsommarnattsdröm’ sitrede med Håkan Hellström energi. Den energi, der har tryllebundet fans siden 2000-debuten ‘Känn ingen sorg för mig Göteborg’. En energi, der er dannet af Hellströms finurlige mix af uskyldige bakspejlskærlighedserklæringer til barndommens piger, en nærmest naivt ærlig, umusikalsk vokal, og så masser af up-tempo, glad, lige-ud-af-landevejen musik. På ‘En midsommarnattsdröm’ er det specielt den momentvise tværfløjte, der virkelig skaber billeder af midsommernattens pigejagt.

Desværre er denne magiske energi sjældent til stede på resten af Hellströms tredje udspil. I stedet virker det hele tiden, som om der lige mangler lidt. Svenskerens vokal har altid lydt, så man næsten kunne høre blodårerne blive kraftigt markante på halsen i bare anstrengelse. Nu er de på bristepunktet. Overanstrengte.

Måske er det det generelt nedsatte tempo, der blotlægger vokalen. Det plejer Hellström nu sagtens, at kunne mestre, som han også gør det på ‘Hurricane Gilbert’. En lille perle, hvis behagelige backing vokal skaber billeder af Gilberts susen for ørene, som han står der i midten af en kærlighedsvirvelstorm. Andre numre klarer ikke den barberede stil ligeså godt. Åbningsnummeret ‘Jag har varit i alla städer’ savner for eksempel klart nerve.

Guitar, piano og trommer akkompagnerer som oftest Hellströms livsbekræftende og retrospektive tekster, der stadig indeholder flere guldkorn – om de så er stjålne eller ej. (Tjek www.helstold.vintervila.se for mere om Hellströms meget omtalte tekstinspirationer).

Det er dog trods alt et stabilt album, men efter Håkan Hellström-standarder er det svært ikke at blive en smule skuffet. Der mangler lige lidt. Og det tegnede ellers så godt.