Josh Rouse

Vi lander i Nashville. Da Josh Rouse hørte luftkaptajnen, nikkede han. Hans navnløse album havde fået sig en titel. Nashville. Og modsat den 30 år gamle Altman-film af samme navn, er det ikke mængder af country og politik, der flyder rundt i rillerne på hans femte album.

Det er flinke pop-sange. De bedste fra en bunke af endnu flere. De fleste om trist kærlighed. En del med stålguitar, klaver-akkorder og enkelte med mørke skyer af strygere om den lænestol, som Josh Rouse sidder og synger fra. Det er da rart. Ja, da. I dén grad, men det bedrøvende er at hver sang har to sider. Den starter så fængende, så stemningsmættet. Simpel rytme, sparsomme guitarakkorder, kontrastrige detaljer og ikke mindst plads til den varme, fortællende og tilbagelænede dovenskab, som hele albummet hviler på. Det er da rart. Ja, da. I dén grad. Lige indtil sangen farer vild. Rytmen bliver hård. Monoton. Klaverer. Stålguitar. Strygersymfonier. Alle med hver sin dagsorden. Josh Rouse drukner sig selv, og det er her lytterindlevelsen uddør.

Siden ‘Nashville’ er han blevet skilt og flyttet til Spanien. Om det betyder at næste album bliver til bare lidt mere, er for interessant til at man kan kalde sig ligeglad.