50 Cent
Da 50 Cent i 2002 udsendte den stærkt hypede debut ‘Get Rich or Die Trying’ var der nok ikke nogen, der havde regnet med, at den ville sælge over 9 hundrede tusind kopier i løbet af blot én uge! Dette gjorde 50’s album til det hurtigst solgte debutalbum nogensinde. Takket være 50 cent’s image som hardcore gangster med “evnen” til at overleve 9 skud til kroppen, og selvfølgelig takket være producere som ikonet Dr. Dre og rapgiganten Eminem.
Nu er 50 så tilbage med efterfølgeren ‘The Massacre” som, ifølge ham selv, skal sætte alle andre rappere på plads, deraf navnet massacre.
Beef er nemlig the keyword for 50 cent, som heller ikke denne gang sparer på krudtet (bogstavelig talt).
En ting må man nemlig sige om 50, han har selvtilliden i orden, og hvem ville ikke ha’ det qua et debutalbum med et salgstal på omkring 11 millioner albums!?
En succes skal man som regel ikke lave om på, og det gør 50 stort set heller ikke. Albummet fortsætter, hvor ‘Get Rich or Die Trying’ slap med hårde kluborienterede bangers, om end lidt færre af dem, og 50’s rytmiske men ikke særligt imponerende flow.
Hans tekster er stadig primært om bling bling, gunz og damer, og det stadigvæk rimelig svært at identificere sig med for en bleg dansker med rødder i Emdrup…Som når han på ‘Piggy Bank’ disser fat Joe og Jadakiss for at rappe med på ‘New York’ sammen med hans yndlingsaversion nummer 1 Ja Rule.
“Got a hundred guns, a hundred clips, why I don’t hear no shots
That fat nigga thought Lean Back was ‘In Da Club’
My shit sold 11 mill, his shit was a dud
Jada don’t fuck with me if you wanna eat
Cause I’ll do your lil ass like Jay did Mobb Deep”
De linier er lidt typisk for 50, som ikke kan konkurrerer med rim eller flow, men kun med muskler og våben, som han viser rigeligt frem i the booklet.
Nu er der ikke kun negativt at sige om dette album, for der er rent faktisk nogle numre, som stikker ud som rigtige velproducerede lækkerbiskner bl.a. åbningsnummeret ‘In My Hood’, der er en Nas lydende produktion med en hård baslinie og lækker blød klaver, som bliver rundet af, af noget liret sax. Også ‘Get in My Car’, ‘Ski Mask Way’ og ‘A Baltimore Love Thing’ er rigtig gode produktioner, som er noget mere afdæmpede i sit udtryk end hørt tidligere fra 50. Desværre er også disse numre præget af tom ‘snak’ på trods af forudsætningerne for andet.
Albummets måske bedste nummer er det sidste nummer ‘Hate It or Love It’, som også optræder på The Game’s debut, som i denne version har hele G-unit crewet med. Dette nummer kan få selv inkarnerede 50-haters til at nikke med.
Dette er ikke et album, bortset fra et par numre, som du skynder dig at sætte på igen efter, det er løbet tør for skæringer. Til det er albummet alt for ensformigt i sit udtryk, produktion og ikke mindst i lyrik.
Men ikke desto mindre er det solidt arbejde fra en rapper med store armbevægelser, som magter at vælge de rigtige produktioner, der gør det til et rigtigt 50 Cent album.
Sagt meget enkelt, hvis man allerede er 50 fan så bliver man ikke skuffet, hvis ikke, ja så bliver der ikke ændret på det på dette album!