Mastodon – gik berserkergang

Def Leppard’s trommeslager mistede engang den ene arm. Jeg ved, hvor den blev af. Den sidder på trommeslageren i Mastodon.

Han må have minimum tre arme, ligesom både guitaristerne og bassisten må have mindst tolv fingre på hver hånd. Det er simpelthen den eneste forklaring på den helt vidunderlige, og vidunderligt komplekse larm, de leverede i aftes.

Men inden vi nåede så langt fik de amerikanske berserkere en ganske solid støtte fra to af de bedre skandinaviske bands.

Norske Extol gav et teknisk flot men lidt distanceret set, hvor de beviste, at de er i stand til at levere de komplekse sange fra det spritnye album, ‘Blueprint’ i livesammenhæng. Men lyden blev på intet tidspunkt rigtig god, og Extol’s intense blanding af alternativ metal og progressiv rock fortjener ærligt talt en bedre stemning og et større lokale end lille Vega.

Til sammenligning havde svenske Dozer overhovedet ingen problemer med at skabe stemning i salen. De levede fuldt op til navnet og buldrede afsted i en groovy gang stoner rock n’ roll. Lyden var dejligt massiv, og det var tydeligt, at de har en direkte hotline til den almægtige riff-gud, hvorend han så residerer. Det var ikke så frygteligt originalt, man kom hurtigt til at tænke på bands som Kuyss og svenske Mustache, men energien var der, både i musikken og på scenen, og til tider var det så fedt, at man næsten fik ond i knæet af at vippe med foden.

Men med al respekt for opvarmningen, så var de hurtigt glemt da de almægtige Mastodon gik på scenen. Mange af de tilstedeværende fik nok en forsmag på Mastodons unikke fusion af psykedelisk metal, stonerrock, progressiv rock, hardcore og ca. 20 andre subgenrer til Slayer/Slipknot i Valbyhallen i efteråret, men i Lille Vega fik vi hele den overdådige og overvældende totaloplevelse.

De valgte på dejligt arrogant facon at lægge ud med det 13 minutter lange mesterværk, ‘Hearts Alive’, fra det ikke mindre overdådige seneste album, ‘Leviathan’. Det på samme tid snørklede, drømmende og brutale nummer blev leveret med netop den kombination af atomurs-præcision og frådende, smittende, smæk i fjæset- vildskab, der gør Mastodon til noget specielt. Som en udsøgt gourmetmiddag lavet af beskøjter og tørret fisk.

Bassist og sanger Troy Sanders er ingen stor vokalist, men til gengæld huserede han på scenen som en dæmoniseret pirat midt i et rom-orgie, mens guitarist Brent Hinds adskillige gange var oppe i guitarheltpositur på den ene monitor.

Der var tider, hvor lydbilledet var lige ved at tippe over i det kaos, der spredte sig på scenen, men man kunne altid fornemme detaljerne i sangene. Det skyldes også, at Mastodon i Brann Dailor har en af de absolut mest innovative trommeslager inden for hård rock i dag. Han sætter simpelthen nye standarder for metal-trommer med sin vanvittige stil, der låner lige så meget fra swing- og fusionsjazz som fra dødsmetal. Det var decideret ærefrygtindgydende at se, og høre ham spille numre som ‘Aqua Dementia’ og semi-klassikeren ‘March of The Fireants’, og jeg vil stadig holde på, at han må have mindst tre arme.

Efterhånden som ur-elefanten pløjede sig igennem det bedste fra både ‘Leviathan’ og debuten ‘Remission’ måtte man som tilskuer uhjælpeligt fortabe sig i deres unikke univers.

Da de fire metalvikinger endelig trampede af scenen efter godt en times intens hærgen, var det som sejrende krigsherrer, og jeg er sikker, at hvis vi kunne, så havde en stor del af publikum gerne sluttet sig til Mastodons erobringstogt videre ud i Europa.