Aimee Mann

Filminstruktør Paul Thomas Anderson var så fascineret af Aimee Manns musik- og tekstunivers, at han i 1997 lod hendes sange inspirere og lægge lydkulisse til filmen Magnolia. Denne gang er det Mann selv, der naturligt har valgt at sætte en novelle-inspireret ramme ned over sine tekster. Historie om bokseren John, der vender tilbage fra Vietnamkrigen og stikker af fra sydstaterne med sin kærlighed Caroline på et roadtrip tværs over Amerika.

Hvordan deres historie ender, skal være op til lytteren at opleve. Aimee Manns skæbne på det femte album er derimod ingen hemmelighed. Hun er blevet fri af de store selskaber og kravene om mange solgte plader, hvilket skinner igennem musikalsk. Hun slapper af og nyder at være sin egen. Det smitter i høj grad af på hendes udtryk, der er mere loose. Man kan høre, at både hun og bandet omkring hende har nydt at indspille albummet på kun fem dage. Ikke at de på nogen måde sjusker, men der er i højere grad en jam-feeling over sangene.

Den konceptuelle historieramme om Aimee Manns tekster og afslappetheden er på én gang befriende, men samtidig en hæmsko. Lyrikken er stadig upåklagelig og stemmen kræs for øregangen, men hun virker mere tam og upersonlig end tidligere. Den gnist af farlighed og afgrund, der skar ind til knoglerne når hun sang “let me be your heroine” på ‘Lost in Space’-albummet, er trådt i baggrunden.

Aimee Mann er stadig en af USAs dygtigste singer-songerwritere, punktum. Sange som ‘Dear John’, ‘Goodbye Caroline’ og ‘I Can’t Help You Anymore’ glider melodisk derudad med en skæv charme som en arbejderdiva i en bred øse gennem støvede sydstatsveje. Hun kører bare lidt for pænt.