Madrugada

Det startede ellers så godt med den norske trio Madrugada. Men med ‘The Deep End’ er det begyndt at gå kraftigt ned ad de norske fjelde.

Debuten ‘Industrial Silence’ fra 2000 præsenterede en gruppe, der kunne noget helt specielt omkring intensitet og storladne udbrud og nedbrud i medrivende melodier. Men det synes ikke for alvor at fungere mere for Madrugada med album nummer fire. Pladen placerer sig midt i mellem debutens stemningsfulde sange og forrige albums, ‘Grit’, mere umilddelbarhed. Men uden at ramme den nerve de tre ellers syntes så velsignet af. Ikke mindst på en scene.

‘The Deep End’ har i stedet en lidt for ligegyldig bluesrock og amerikansk softrock i R.E.M.-stilen som omdrejningspunkt det meste af distancen gennem de 12 sange. Enkelte sange dog både vil og kan ramme noget af den omtalte norske nerve. Som singlen ‘The Kids Are on High Street’ og afslutningshymnen ‘Sail Away’, hvor god sangskrivning og intensitet mødes. Og hvor sanger Sivert Høyems store, store stemme simpelthen har gode sange at læne sig op ad.

Det til trods efterlader ‘The Deep End’ ikke meget at rose de tre nordmænd for, hvilket må betyde en tur tilbage til fjeldene for at skrive på ny. De kunne tidligere, og mon ikke de kan endnu.