Mark Mulcahy
Der er faldet mange ilde bemærkninger om den uendelige mængde singer/songwriters: “man kan ikke skelne den ene fra den anden”, “det er det samme sødladne vås, man hører igen og igen” og så selvfølgelig den kontante klassiker “det er kedeligt”. Men at vedholde sig disse påstande om Mark Mulcahy ville være direkte upassende, for her er der tale om en musiker, der udover at besidde et utroligt sangtalent også har forstået at findele følelserne i så skæve dele, at han med lethed skaber distance til de fleste andre ømme mænd.
Men han er også en erfaren herre efterhånden og tilbage i firserne fik han lov at smage på succesens bittersøde frugter som frontmand i gruppen Miracle Legion, der desværre knækkede midt over som følge af mødet med den mere økonomisk tænkende del af pladebranchen.
Mulcahy stod pludselig alene, men der gik ikke lang tid før solokarrieren begyndte at passe ham glimrende, og omkring årtusindskiftet er det blevet til en lille, men pæn række udgivelser. ‘In Pursuit of Your Happiness’ er det tredje reelle album og det er tydeligt, at Mulcahy stadig har et solidt greb i sin egen ensomhed. Også selvom der er hentet hjælp hos en del musikere, blandt andet Joey Santiago fra Pixies.
Udtrykket er præget af den smøde og langtrukne rock, og det fungerer rigtigt godt og bliver aldrig druknet i hjerte-smerte-symbolik. Der bliver balanceret på den berømte ‘kant’ og der er konstant en lurvet undertone, en langskægget dekadence, der ind imellem får tankerne til at kredse om Devendra Banharts vagabondske væsen (dog efter et forfriskende bad, for helt beskidt bliver det aldrig).
Overordnet set er bedriften fremragende, især Mulcahys vokal taget i betragtning. Bedst som man tror, at man har luret den, skifter han leje og temperament og lige så himmelsk, han kan lyde, lige så makaber kan han være det næste øjeblik. Det er medrivende og man skal lede længe efter så alsidig en sangstemme.
Et stort plus findes i numrenes variation. Der er måske et par stemningsmæssige gengangere mellem de 12 numre, men ellers bliver der skiftet ben, stilling og positur i næsten hver skæring. Fra de små skos kærkomne simplicitet til de tunge støvlers traven gennem halvstore kompositioner. Og det er her, man bliver bevidst om håndværket og dets holdbarhed, for skal man til at kneppe insekter, er der visse detaljer, der kan irritere. Eksempelvis påklistrede sekvenser med doven firserguitar og lidt lumre strygere ind imellem. Men ellers er der ikke meget at klandre denne sangsnedker for.