Roskilde 05: Black Sabbath – de gamle kan endnu

Garnet er stadig langt, sjælen stadig ung og sangene stadig vedkommende. Black Sabbath beviste én gang for alle, at gamle mænd godt kan spille andet end happy jazz.

Man havde måske frygtet, at aftenens koncert ville ende som et rent nostalgitrip, en middelmådig fadbamsekoncert, men gud ske tak og lov leverede metallens gudfædre et brag af en koncert, der viste, at spilleglæden og evnerne stadig er intakte. Trommeslager Bill Ward og bassist Geezer ‘Tordengud’ Butler er stadig en eminent og bundsolid rytmegruppe, Tony Lommi stadig en kølig guitarmaestro, og sammen skabte de et lydbillede, der både var detaljeret og tungere end en meget tung ting.

Over det hele skiftevis svævede og skar onkel Ozzy’s distinkte vokal sig gennem den støvtunge festivalluft med en skarphed, som man bestemt ikke ville forvente af den halvsnøvlede tv-pauseklovn, som de fleste mennesker har stiftet bekendtskab med i løbet af de sidste par år. Hans evindelige “I love you all”, smukt udførte rejehop og resten af showrepertoiret er halvbillige og efterhånden godt brugte tricks, men det fungerede, og publikum var med.

Den halvanden time lange koncert viste flere sider af Black Sabbath’s klassiske bagkatalog, fra det ultratunge til det psykedeliske, og det var befriende, at bandet ikke bare holdt sig til de helt sikre kort, men også fandt plads til semiklassikere som ‘Into the Void’ og en forrygende udgave af den stærkt bluesinficerede ‘The Wizard’, med Ozzy på veloplagt mundharmonika.

Det virkede som om, det var lige meget, hvad Black Sabbath hev op af den sækken, så var publikums reaktion umiddelbar. Alle kunne synge nynne eller brumme med. Du kunne, den stive svensker ved siden af dig kunne, hende, der var gammel nok til at være din mor, og ham med overskægget, der ugrangiveligt lignede en politibetjent kunne. Helt vildt blev det, da ‘Ironman’ fyldte festivalpladsen – publikum var så højlydte, at Ozzy næsten forsvandt i mængden. Og det er måske Black Sabbaths største testamente. Her 35 år efter deres første album så dagens lys, kan de stadig samle folk i riffets hellige navn. Og lur mig om folk ikke stadig vil høre, spille og ikke mindst skråle Black Sabbath om endnu 35 år.