Dinosaur Jr.
Jeg er fan. Uden tvivl. Men det er også mere end det. Et nummer som ‘Freak Scene’ er til stadighed en grundpille i min musikforståelse. Et af de rockhistoriske fyrtårne, som jeg ved, altid vil blinke et sted i mørket. Et af de pejlemærker, jeg uværgerligt vil have i ryggen, når det gælder udforskningen af nye horisonter.
De rislende guitarakkorder, J Mascis’ stemme i forbløffende frisk form, og det sprødt tromlende mellemspil, hvor bas og trommer i fællesskab løfter pulsen og bygger op til andet vers, som Mascis selv synger halvdelen af, inden han lader guitaren synge resten i en vildtvoksende solo, hvor man nærmest mærker, hvordan han trækker vejret igennem melodien. Sangen rundes af med ordene “Just don’t let me fuck up will you / ’cause when I need a friend it’s still you / What a mess”.
Og det var begyndt at blive noget rod med Dinosaur Jr. i 1989. Lou Barlow brugte efterhånden mere tid på sit andet band, Sebadoh, og Mascis var ivrig efter den totale kontrol over Dinosaur Jr. ‘Freak Scene’ åbner bandets tredje album ‘Bug’. Det sidste album inden Barlow fik sparket og opløsningen af den oprindelige formation, der også talte Murph på trommer. Og det sidste i rækken årets tre genudgivelser, der sammen med den igangværende verdensturne er med til at revitalisere et af indie-rockens absolutte hovednavne.
Albummet igennem mærker man et band, der er presset til yderste. Men samtidig med at spændingerne gør sig bemærket undervejs i form af kreative outputs, er det også et album med en ligeså stor sammenhængskraft som den mesterlige forgænger, ‘You’re Living All Over Me’. Der bliver arbejdet tungere og dybere igennem numrene. Og samtidig i en mere poppet retning med en større klarhed i de enkelte passager. Eksempelvis i nummeret ‘Yeah We Know’, hvor man i endnu højere grad end tidligere oplever, at alle elementer er i spil med fremhævelsen og en yderligere markering af Murphs trommer, og i ‘Pond Song’, hvor der skrues ned for guitaren og en smuk naivistisk melodi får lov til at florere efter det noget nær speed-metaliske ‘Let it Ride’.
Ikke sjældent er Dinosaur Jr. fejlagtigt blevet rubriceret som et grunge-band. Men selvom gruppen måske nok som udgangspunkt tog fat i den samme hårde ende af rocken, hard-core punken, som flere af Seattle-bandene gjorde, så gjorde de det altid med et mere melodisk og følsomt (ind imellem også grænsende til det patetiske) udtryk, der ikke kan forliges med grungens mere maskuline og konstant pågående udtryk. For Dinosaur Jr. har det aldrig været med hånden over mikrofonen, men altid musik spillet på blødende knæ.
Deres status som inspirationskilde for indiebands, og også grungen, op igennem halvfemserne og i det nye århundrede er dog umiskendelig. Senest lægger J Mascis eksempelvis stemme til to numre på Mews nye album ‘And the Glass Handed Kites’. Og selvom hans soloer voksede sig endnu større på de efterfølgende Dinosaur Jr.-udgivelser op gennem halvfemserne, hvor han helt havde taget styring over bandet, var ‘Bug’ også en yderligere cementering af J Mascis’s status som en af verdens bedste guitarister. Et af hans kendetegn, der kommer stærkt til udtryk på ‘Bug’, er evnen til med løs hånd at krydse akkorder, riffs og soloer, og lade elementerne glide ubesværet ind og ud mellem hinanden. Hans samtidige brug af effekter og hans talenter som sangskriver, fører ham sikkert ind i historien som guitar-auteur.
På samme måde, som han er den grundlæggende ansvarlige for ‘Bug’, viser Mascis sig med albummet også som en nådesløs fortæller. I det næstsidste nummer, ‘Don’t’, bandets sorteste nogensinde, lader han den forpinte Lou Barlow skrige vokalen “Why don’t you like me? / Why don’t you want me?” dækket under kaskader af guitarstøj og en regn af trommer. Brutal humor, eller musikalsk voodoo på et meget konkret plan?
Der kommer dog ro på igen på afslutningsnummeret ‘Keep the Glove’, der i det hele taget virker som slags festlig afrunding, med et nik i retningen af, at det nok skal gå alt sammen.
Og det gjorde det jo også. Her 16 år efter udgivelsen af ‘Bug’ er bandets første tre banebrydende album tilbage på butikshylderne, og de tre, J Mascis, Lou Barlow og Murph er samlet igen og tilbage på alverdens rockscener.