Poeten & Lillebror
Jeg havde næsten glemt ham. Jonas Gülstorff, også kendt som gode, gamle ‘Jonas fra Puls’, der i slutningen af halvfemserne brugte eftermiddagsstunderne på at tryllebinde en hel generation af musikhungrende teenagere.
Skulle jeg gætte på, hvad han har lavet siden, så ville jeg sige: hyppige besøg på Crazy Daisy i et evigt forsøg på at presse flere gratis drinks ud af sin aftagende berømthed. Slet ikke – som det i virkeligheden er tilfældet – en tilværelse som international boheme med bekymringer og digte som drivkraft.
Så jeg gættede forkert, okay. Men det gør ikke hans music’n’poetry-debut mindre interessant. Faktisk tværtimod. Den er jo en overraskelse i sig selv, men også de utallige personlige afklædninger, der finder sted gennem udgivelsens 11 hverdagsdigte, er højst uventede. Hvem skulle f.eks. have troet, at fyren med de glatte babykinder har døjet med økonomiske problemer? Hvem havde sat sine penge på, at han har været afhængig af hash – med alt hvad der hører til af sindsmæssig vaklen og ensomhed?
Jo, han pøser ud. Lægger sine kort på bordet, men sidder også med en god hånd. Både hvad angår erfaringer med livets poetiske sværhedsgrad og retorisk flow. Et ophold blandt lidende undergrundspoeter i Los Angeles og senere i Amsterdam har givet en pæn ballast, og det samme har førstepladsen i Poetry Slam på Ideal Bar i januar 2005.
Musikken er intet mindre end lækker. Den er overvejende elektronisk, men fine elementer som rhodes, guitar og sax giver også sit besyv med. Og det virker. Både i de hiphop-inspirerede numre, men også i de mere eksperimentelle beatsekvenser, der med et lille præg af jazz vækker associationer til breakbeat-mestre som f.eks Amon Tobin.
Desværre er omkvædene decideret frygtelige. Der er ikke noget i vejen for at hive noget korsang ind hist og her, slet ikke, men af en eller anden (populistisk?) grund har hr. Gülstorff besluttet, at det skal være som taget ud af et sukkersprødt r&b-nummer, hvilket i langt de fleste tilfælde virker påklistret og yderst forstyrrende på det ellers gode melankolske udtryk. Hvem ved, måske fanger han nogle fra sin gamle fanskare på den konto?
Men uanset hvad, så lugter det langt væk af kreativt overskud, og det er nærliggende af trække røde tråde til Dan Turéll og Halfdan E’s fælles værk ‘Pas på pengene’, der dog stadig befinder sig øverst på genrens piedestal. Men selvom Poeten & Lillebror ikke møver sig ind helt deroppe med ‘Det bare ord’, så står udgivelsen stadig så stærkt, at den sagtens kan løfte en pæn portion af arven.