Tue West

Med ‘Tankespind’ – førstesinglen, den tidligere Ugens Uundgåelige og Tjeklisten-topkandidat på P3 – i handskerummet indtager Tue West atter overhalingsbanen, når det drejer sig om dansksproget kvalitetspop/rock med vid og bid gearet til hitlistehærgen.

‘Meldingen Kommer’ flytter hegnspælene en smule fra den selvbetitlede 2003-debut – men altså kun en smule og det er ikke nok for en sangskriver af Tue Wests kompetente kunstneriske kaliber. Der er altså hverken tale om et revolutionerende eller skelsættende karriere-‘move’, og det er stadig nemt at genkende Tue West i det nyskrevne repertoire. Mest af alt på grund af hans tiltagende nasalitet. Den er en smags- og tilvænningssag og et stort diskussionsemne. Under alle omstændigheder kan det konstateres at den, som et absolut særkende og varemærke, ikke er blevet mindre dominant i lydbilledet.

Apropos lydbilledet, så var det måske netop der hvor Tue West kunne have satset på andre heste denne gang. For med den allestedsnærværende og særdeles dygtige Rune Westberg i producerstolen igen, møder Tues nye kuld af kompositioner ikke de nødvendige fornyende udfordringer, der kunne trække i uprøvede retninger. Sangene på ‘Meldingen Kommer’ er faktisk spændende lytning. Men melodisk er de mere knudrede og umiddelbart mere utilgængelige end Tues tidligere, og det kræver både en anden opløsning og en anden forløsning, end de får på hovedparten af albummet.

Bedst lykkes det på albummets to sidste skæringer ‘Uden om sig selv’ og ‘Mødet’. Der begynder det først for alvor at blive rigtig interessant lytning, mens timeglasset på små 42 minutter og 30 sekunder rinder ud. Albummet skal nok kaste de forventede radiohits af sig, eksempelvis den stærke selvbiografiske ‘Vent på mine sange’, selv om hitindekset ikke er helt oppe at ringe i det røde peakområde.