Zoffmann

Bevæbnet med humoristiske kommentarer til den mere kommercielle side af københavneriet, den åndsfraværende forbrugsfest i Dannevang eller den smålige danskhed angriber Zoffmann tidens tendenser med lyrik og beats.

Og det er da egentlig ganske tiltrængt at nogle gider (selv)ironisere lidt over overfladisk smarthed og samfundets sociale sygdomme, men derfor er det også desto mere ærgerligt, at musikken og albummet har så dårlig lyd og generelt er så ‘arty-farty’, at det taber lytteren alt for hurtigt. Musikken er mange steder alt for simpelt programmeret og minder om ungdomsskolebands legen med trommemaskiner for ti år siden – på den ærgerlige måde.

Samtidig er det synd, at der ikke er nogen som har bedt Zoffmann om at skære ind til benet og så skrue op for kvaliteten og detaljerne – 25 numre er simpelthen for meget i et så snævert univers. Nogle gange får man den skøre idé, at albummets lyrik er blevet til henover diverse rygere. Det kan der sagtens komme noget godt og skævt ud af, men så gælder det om at finde det kritiske viskelæder frem og spænde livremmen ind, når man vågner op af trancen. Her blever der alt for ofte for mange fjollerim på hjerre-smerte niveau.

Groft sagt er det lidt problematisk med et lyrisk baseret album, hvor de bedste momenter er de få instrumentale stykker, hvor der leges med laptop’en. Den udsyrede lyrik kan kun i alt for få momenter trække i smilebåndet og selv om stilen kan kategoriseres mellem Dan Turéll og Malk De Koijn, når Zoffmann ingen af disse til sokkeholderne.