Alex Puddu and the Butterfly Collectors

Engang en ferm trommeslager med halvdelen af aktierne i den hedengangne elektroniske duo Puddu Varano. Derefter jazzende musiker i soloprojektet, der havde besøg af de ivrige sommerfuglesamlere, The Butterfly Collectors. De er stadig med, men igen er lyden og musikken forandret, og den italienskfødte dansker Alex Puddu har nu kastet sig over guitaren. Oven i det er han blevet ramt af det efterhånden stort udbredte sing/songwriter-fænomen, der i sagens natur har kastet både tekster og sang af sig fra Alex Puddus egen hånd og mund.

Søg og du skal finde, lyder det så fint. En moden mand har indledt jagten på sig selv, sine hemmeligheder, svagheder, styrker og måske endda den sagnomspundne mening med den ulideligt lette tilværelse. Det er hovedsageligt en sørgmodig fortælling, hvor dysterheden dominerer det opløftende, alt imens mørkets melankoli sætter sine tydelige spor i lydbilledet.

Vend vrangen ud og sandheden skal for dine ører og øjne vise sig. Dybest derinde gemmer sjælen sig, og det er den Alex Puddu på dette udspil forsøger at sætte ord og lyd til. Tjahh, må den foreløbige konklusion være. Bedst er det på det instrumentale ‘Blues sesion at the 5th floor’, hvor jazzen florerer, men hovedsageligt er albummet en kende langsommeligt og ikke synderligt nærværende.

Alex Puddu synger fint og spiller bedre, musikerne er solide, men det ændrer ikke ved det faktum, at udspillet i den grad undrer. Nok er det en personlig plade, men det langsomme tempo, med simple arrangementer og stemningsmættede rhodesharmonier, lyder mest af alt som en halvakustisk udgave af franske ‘Air’. Ikke dårligt, bare kedeligt, for ikke alle kan holde ud, at det hele skal være i mol, uden at det dur.