Jackson And His Computer Band

Det er altid spændende når elektroniske musikere nedbryder genrer, og der opstår hybrider i det futuristiske lydunivers, som de elektroniske genrer opererer i – eller rettere, det plejer altid at være spændende. Franske Jackson Fourgeaud må sammen med sit ‘computer band’ og os andre indse, at nyhedens interesse har lagt sig. Moderne musik, og i særdeleshed moderne elektronisk musik, udvikler sig med lynets hast, og der skal stadig mere og mere til at imponere.

Debutalbummet ‘Smash’ fra Jackson and His Computer Band imponerer ikke med sin originalitet. Ganske vist blandes drum’n’bass, broken beats, hip hop, microsampling og meget mere med pletfri glans i de pletfri produktioner, men de blandes ikke med opfindsomhed, og man bliver sjældent overrasket af et pludseligt break eller et uventet sample. Således får man til tider den tanke, at Jackson følger en ofte afprøvet opskrift på originalitet, og selvom han en sjælden gang afviger lidt fra den, så hænger originalitet og opskrifter ikke på nogen måde sammen.

Dermed er det slet ikke sagt, at musik absolut skal være nyskabende, men på ‘Smash’ synes det at være en ambition, og når en ambition ikke efterleves er det oftest forstyrrende, og det trækker ned. Op trækker det, at albummet stort set kan sige sig fri for dårlige numre, og at det på sine bedste steder taler med store bogstaver til vores indre danser. Men mere end den bløde mellemvare bliver det aldrig.