Kiss Me Deadly

Den unge kvartet fra Montreal hører til i indierockens emotionelle ende, men tro ikke at det er ensbetydende med et tungsindigt og smertefuldt udtryk. På en scene der i høj grad er kendt for at betragte skosnuderne, har Kiss Me Deadly’s løftet blikket, strøget pandehåret om bag ørerne og budt alle hængehovederne op til dans.

For det var netop dét, gruppen blev enige om at lyden trængte til: en ordentlig sving-om, en mere dansevenlig profil. Som sådan et interessant tiltag, men desværre ikke videre vellykket. Én ting er at ville det, en anden er måden at gøre det på, og trods alle de gode og festlige hensigter, så er det langtfra tilstrækkeligt blot at skrue op for hastigheden ind i mellem. Jo jo, de insisterende trommer, der knækkes og brækkes i en slags discorytme hist og her får da foden til at vippe, men slet ikke nok til at få trukket den anden med ud på gulvet.

Og fred være med det. Viljen til at skabe udfordrende indie kan man nemlig ikke tage fra denne gruppe. Alene det intrigante vokalspil mellem Emily Elizabeth og Mathieu du Montier er nok til en god lytteroplevelse, mens den klynkende guitar styres så stabilt – på den fede måde – at nogle af stykkerne er praktisk talt umulige at få til at forlade det indre øre. Det er i øvrigt også her, man for alvor kan fornemme hvorfor gruppen i coveret har valgt at takke Bloc Party (som de har varmet op for ved flere lejligheder). Flere virkemidler er simpelthen som tyvstjålet fra Bloc Party’s grovhit-udgivelse ‘Silent Alarm’. Lad os kalde det positiv afsmitning.

Men god inspiration eller ej, ‘Misty Medley’ vakler for meget til at stå distancen. Alle de gode idéer, er afgået ved druknedøden og ligger nu og driver rundt i de alt for høje ambitioner. Som en middelmådig strandvasker, der ikke havde luft nok til at danse med.