Klaus Lynggaard

Det er jo næsten en kliché. Mænd der stopper op halvvejs gennem livet, drejer tankerne en halv omgang og investerer i en åben sportsvogn eller en 19-årig pige af ren og skær frygt for at miste de mentale brysthår. Klaus Lynggaard er kommet i den alder nu, men hans midtvejsforløsning er langt fra panisk og impulsiv. Der er tværtimod tale om en velovervejet og veltempereret realisering af gamle drømme med denne solodebut.

Og drømmene er lune hos Informations standhaftige anmelder. Fyldt med oprigtighed og skæve smil. Sproget er dansk, stemmen smurt med aftenstemning og gæstelisten imponerende (lang), og selv om halvdelen af sangene er venligt udlånt af blandt andre Leonard Cohen og John Mogensen, så er personligheden ganske nærværende.

Lynggaard har en del på hjertet, og han beretter pænt og voksent om alt fra kærlighed til tv-kanaler. Og der er sandheder at spore mellem linjerne, små poetiske retfærdigheder. De er nok især rettet mod et modent publikum, men også eftertænksomme poder kan fløjte med på melodien ind i mellem.

Apropos melodier. Her er Lynggaard ganske interessent. Overordnet er musikken stærk i sin langsommelige rullen af sted. Småmelankolsk, drævende det meste af tiden, men ikke uden dramatik og effekt. Hvis man ser bort fra enkelte übertraditionelle kompositioner, så sker der faktisk nogle ret spændende ting. Der klippes lidt i rytmen hist og her, skubbes til guitaren og omrokeres på bunden og vupti – så har man noget, der lyder som Tom Waits efter en hovedrengøring. I disse sekvenser står Lynggaard stærkest, og havde han forvildet sig længere ud i disse gyder, ville karakteren være lidt højere og holdbarheden sandsynlig.

Klaus Lynggaard er midtvejs, ja, men ikke ligefrem i krise. Man kunne måske ønske sig lidt klædelig utilfredshed næste gang. Bare for at få snittet kanterne lidt skarpere. Men som optimisten ville sige: Halvvejs er kun halvt begyndt.