Spleen United

Pitch benderen – tonebukkeren – er den der lille pind, der stikker op fra en synthesizer. Spleen United – ‘forenede tungsind’ – er det der danske band, der stikker op fra de andre danske bands. Det er også navnet på den sang, bandet skrev, da de føjede det femte og sidste medlem til deres århusianske kvintet, hvor medlemmerne er overordentligt glade for de pitch bendere, de kan få fingre i.

Som det tunge synthrock-bands navn tydeligt indikerer, er tilstanden ‘glad’ ikke øverst på dagsordenen. Overhovedet. Men det er tungsind faktisk heller ikke. Albummet emmer mere af ugidelig selvsikkerhed, der får dig til at hæve brystet, sænke panden og trække luften hårdt gennem næsen. Overbevisende, særligt af en debut at være, og særligt når lyden er skarpere end ituslået glas og bredere end H.C. Andersens Boulevard – asfalteret af producer Carsten Heller, som bandet deler med blandt andre Nephew.

Hver enkelt af de ni sange deler desværre også gavmildt indbyrdes. Få sange rejser sig fra synthesizer-pølen, og når det sker så godt, som det gør på den skvulpende ‘Gold Ring’, er det over en strækning på otte minutter, hvoraf de sidste fire er en svagt varieret løkke af tonebukninger. Irriterende er som bekendt nabo til charmerende, men her er altså tale om et slags bofællesskab, hvor variation kun lige er ved at flytte ind.