Depeche Mode

»Pain and suffering in various tempos« står der skrevet bag på coveret til Depeches Modes nye plade. En ironisk kommentar til karrierens påklistrede mærkater eller simpelthen et oprigtigt udtryk for de dæmoner, der har haft kløerne godt begravet i nakkehuden siden de tidlige 80’ere?

Uanset hvad, så er d’herrer Gahan, Gore og Fletcher utrættelige fodgængere på selvindsigtens mørkeste gader. Hængemuler med hugtænder, som trods en efterhånden moden alder fortsat er i kontakt med ungdommens tærende tungsind. På godt og ondt. For på den ene side ville det være et musikhistorisk paradoks hvis vores kære mørkemænd skulle til at ride på de positive stemninger. Men på den anden side så kan det være svært at tage alvoren helt alvorligt, når voksne mænd i så høj grad besynger smerte, synd og fortvivlelse. Man får lyst til at råbe »grow up!«, men så igen. Hvad ville et trist humør være uden assistance fra disse lyslevende depri-legender?

Musikalsk trækkes der på den gammelkendte blanding af sortsveden rock og elektriske klangflader, som i dramatisk formåen næsten ikke tåler sammenligning. Energien på godt halvdelen af albummets 12 numre er sublim, og der kan med lethed drages paralleller til mange af de tidlige udgivelser. Den anden halvdel er præget af den mere nedtonede stil, der også blev arbejdet med på ‘Exciter’, hvilket ikke helt i samme grad er klædeligt. Når det nu engang skal være mørkt, så bør det da også storme lidt.

Dette er ikke gruppens største pletskud, men alligevel tro mod dæmonerne. Og hvis kommentaren fra coveret rummer nogen form for humor, så er den absolut sortklædt.