Mob

Ind imellem er der stille i Mobs univers. Helt tyst. Indtil en flænsende guitar hugger igennem stilheden, tårner sig op som en mur af støj og vælter ned over lytteren. Og det er netop i rummet mellem den inderste stilhed og de skærende kaskader af støj, at dette danske band er magisk.

Her bliver lagt lag på lag af stramme og rivende guitarpassager, fulgt op med agressive trommer og en tung basgang, inden Morten Haaber sætter ind med sin desperate og uskolede vokal. Ofte bliver der ikke sunget ret meget på numrene, men det er i høj grad musikkens mange facetter, der er det bærende her. Det er intenst, beskidt, og din mormor vil ikke forstå det, men det er fantastisk gribende. Ikke mange bands formår at beholde intensiteten gennem 8-9 minutter lange numre, men her fungerer det.

Dyk ned i Mob og lad dig blive suget med af den overvældende energi og dybe melankoli. Kom op til overfladen for at få vejret. Dyk så ned igen, og der vil åbne sig den ene mere smukke detalje efter den anden. Måske er det åbningen på ‘Closer’, der rammer først. Anden gang er det måske den fremragende overgang fra vers til afslutning på ‘Slide’. ‘We All Repeat the Past’ er en regulær opdagelsesrejse.