Lou Rhodes

Det er den første linje, der synges: »A wise man said to me, don’t underrate simplicity / so I stripped my life away and try to live each day by day«. Og den er særdeles rammende for en middelmådig og enkel solodebut fra den tidligere Lamb-sangerinde Lou Rhodes.

I modsætning til Lamb’s komplekse musikalske univers, har hun skruet et udspil sammen, der koncentrerer sig om et akustisk og simpelt lydbillede, hvor hendes kælne og længselsfulde lillepige-stemme er i fokus. Ti minimalistiske og nøgne kompositioner der dyrker stilheden og nænsomheden.

Når lydbilledet endelig brydes – eksempelvis af orientalsk fløjtespil på titelnummeret og en egentlig trommerytme på den afsluttende ‘Why’ (der er taget med fra Lamb-samarbejdet) – skubbes der til de opstillede grænser, og det klæder faktisk Rhodes særdeles godt. Man kan med rette anklage den manglende dynamik og den slående forudsigelighed i numrene.

Spørgsmålet er, om det gør noget, når den kønne sangerinde på karakteristisk vis strækker sine blide fraseringer i langdrag på de små, intime og poetiske sange. Styrken ligger helt klart i det stille og eftertænksomme udtryk, som Lou Rhodes på smuk vis får kanaliseret på ‘Beloved One’. Men svagheden er også den ringe variation og de manglende sprælske indslag. Det er smukt. Bevares. Men der også lidt for meget hippie, økologisk halstørklæde og poetisk lillemor over det i længden.