System of a Down

Det vil kræve mental ingeniørkunst i mere end tre dimensioner, hvis man skal opfinde en genremæssig kasse, der kan indeholde System of a Downs stadigt mere udforskende musikalske univers. På ‘Hypnotize’ er alle begrænsninger parkeret et sted ude til højre, og æterisk skønhed, manisk aggresssivitet, pop, hardcore, progressiv rock og verdensmusik glider ind og ud af hinanden i et udtryk, der med den største selvfølgelighed bevæger sig på begge sider af den papirstynde grænse mellem galskab og genialitet.

Det er ekstremt ambitiøst, og som album er ‘Hypnotize’ væsentligt mere svært tilgængeligt end dets tvillingebror, ‘Mezmerize’, der så dagens lys tidligere på året. Det kræver mange gennemlytninger, før numrenes mange lag og ukonventionelle opbygninger kommer ind under huden på én. Men det er en indsats, der giver tifold tilbage.
En af de største nyskabelser på ‘Mezmerize’ var det vokalmæssige samspil mellem vokalist Serj Tankian og bandets guitarist og kreative drivkraft, Daron Malakian. På ‘Hypnotize’ har dette samspil nået en sofistikerethed, som sjældent før hørt på et rockalbum. På flere af numrene når det næsten opera-højder, når selvstændige melodier og tekstlinier væves ind i hinanden.

Og teksterne er igen på et niveau, der får de fleste andre såkaldte tænkende musikere til at virke som Pixibogs-forfattere. Humoren er stadig et vigtigt element i bandets lyrik, men den satiriske tone er blevet mere desperat, mere bister og mørk på et album, der udgør det armensk-amerikanske bands hidtil mest kontante og konfronterende angreb på verdens generelle tilstand. Med dobbeltalbummet ‘Mezmerize/Hypnotize’ har System of a Down skabt et opus med en eftertænksom dybde og kunstnerisk virtuositet, som selv de vil få svært ved at leve op til i fremtiden.