Veto – rockens redning

På forsiden af det seneste nummer af vores magasin, Soundvenue, proklamerer vi, at Franz Ferdinand har reddet britisk rock. I samme stil må det nu siges, at Veto redder dansk rock. Simpelthen. Selv om bandet blot har en femspors-ep til deres navn, så har de fem jyder gjort sig fortjent til et sådant bastant statement.

Ikke mindst takket være deres liveshow, som de endnu engang berigede et fyldt Rust med i går aftes. Ti sange beviste nemlig, at ep’en ikke bare var et ‘lucky punch’. Ti sange, der mere eller mindre kommer til at udgøre debutalbummet, som slippes i starten af februar næste år. Og ti sange, der bød på mere af Vetos eminente evne til at blande god guitarrock med fængende melodier, tighte trommer, elektronisk leg, og så, selvfølgelig, masser af Troels Abrahamsens stærke vokal.

I går fik den heldigvis god plads, når den konstant lagde sig over alle musikkens lag. Til tider overdøvede den måske for meget, men så længe Abrahamsen synger, som han gør, er det svært at se sig sur på. Hans spændevidde er imponerende. Fra veludført poppet over punket rå til selvdestruktivt hæs, alt sammen med et nærvær og en energi, der sætter trumf på. Nogle gange klynker han som en anden Thom Yorke, andre gange tænker man på en hæs Kasper Eistrup, men mest af alt er han bare Troels Abrahamsen, og det er fedt.

På Rust stod han med langt hår og pjusket fuldskæg sammen med sine fire bandkumpaner for en velspillet og flot koncert. De greb folk med ‘Reset’ og slap dem ikke, før de havde været hele registeret igennem og spillede det nye nummer ‘With You Here’ som ekstranummer. I et larmende kaos af en afslutning flettede Abrahamsen pludselig ordene fra ‘Reset’ ind. »Everything else but us is falling apart«. Og det virkede sådan, mens kvintetten færdiggjorde cirklen.

Det er blandt andet denne sans for timing og opbygning, der gør Veto til noget specielt. Som når Mads Hasager først sætter stemning i et nummer med kontante slag på sine elektroniske trommer, inden han vender sig mod de analoge, når nummeret for alvor tager fart, og David Krogh Andersen futter op under sine til tider post-punk huggende guitarriffs.

Det er det, og så frygtelig meget mere, der gør, at det absolut føles, som om Veto er kommet for at redde en ellers noget kedelig og jamrende dansk rockscene. Jeg har set lyset.