DJ Hell

Helmut Josef Geier er en af technoens tunge drenge. Manden bag det hype-omsuste International Deejay Gigolo Records har, under navnet DJ Hell, flirtet med alt fra klassisk Detroit-techno over stenhård acidhouse og hardcore til electro-clash. Seneste tilføjelse til den efterhånden lange diskografi hedder ‘Größenwahn 1992-2005 / Monotonie Durch Automation (NY Muscle Interpretationen)’ og tager form som en dobbelt cdudgivelse.

Den første cd er kompileret i bedste ‘best of’-traditonen. Den byder på udvalgte tracks fra perioden 1992-2005 i overvejende kronologisk rækkefølge. Desværre er det meget symptomatisk, at dobbeltudgivelsens klart bedste track ‘Definition Of House – Vocal Version’, ligger som det første på denne cd, og at det klart dårligste, ‘Je Regrette Everything’ ligger som det sidste på selvsamme cd. Hells materiale bliver til stadighed mindre og mindre interessant, og denne best of-cd illustrerer den uheldige udvikling alt for godt. ‘Definition of House’ er en klassiker i techno-historien og ‘Je Regrette Everything’ er i al sin ligegyldighed et direkte irriterende bekendtskab. Han var selv med til at starte, den genre den engelske musikpresse senere døbte, og hypede som electro-clash, og nu sidder han fast – i, fristes man til at sige, helvede.

Cd 2 byder på en række remix af numre fra Hells seneste album ‘NY Muscle’. Abe Duque, Dominik Eulberg, Ricardo Villalobos, Dave Clark og Superpitcher m.fl. har forsøgt at få det bedste ud af en omgang ganske tvivlsomt materiale. Overraskende nok er det til en hvis grad lykkedes. Ikke mindst for Villalobos og Superpitcher der begge på bedste tysker-facon har barberet materialet ned til et minimum, samt Dave Clark, som har forvandlet ‘Let No Man Jack’ til en glubsk satan at et ravemonster.

Trods den ærgerlige udvikling i Hells produktioner, er det altså rigeligt at komme efter. Det han kunne i start- og midthalvfemserne kunne han som få. Det han kan i dag kan oven i købet også nydes, men det skal under kærlig behandling først.