Halph

Lad det være sagt med det samme; der er absolut intet nyt under solen på album nummer to fra den danske duo Halph. Den søvndyssende famle-rock, der kendetegner samarbejdet mellem Thomas Nygaard og Karsten Bagge, er akkurat lige så gennemsigtig, som den var på 2004-udgivelsen ‘Answering Machines’.

Jo vist, man kan sagtens fornemme den dybfølte kærlighed til rockens mere intellektuelle side, og den absolut intuitive tilgang til melodierne er ligefrem beundringsværdig, men materialet er ganske enkelt for kødfattigt til at kunne bære i længden. Udfordringen ligger derfor ikke i de mere eller mindre aparte strukturer (eller mangel på samme), men derimod i selve gennemlytningen. Det er ikke svært at fange ideerne, men det er på det nærmeste umuligt at holde interessen vakt gennem de små tre kvarter udgivelsen varer.

Der er for få retninger, for lidt vilje og alt for meget halvhjertet jamsession over det. Selv interessante udbrud af noget der lyder som en døende guitar og verdensfjern vokal a la spoken word kan ikke trække ‘Ode To You’ op på bare et middelmådigt niveau.

Kom ud af øveren, Halph, ud af den hårde skal, der holder potentialet indestængt på alt for lidt plads.