Calla

Bare fordi man stammer fra rock’n’roll-city New York, kan man sagtens have et hjerte, der banker for melodisk indie-pop. Og det gør trioen Callas så åbenbart på deres fjerde album, hvor de betjener den helt igennem traditionelle rock/pop-skabelon med trommer, bas, guitar og vokal i vellydende powerpop-sange. Og så en storladen produktion til at fuldende værket begået af produceren Chris Zane.

Lyden af de tre musikere centrerer sig omkring en række ørehængende melodier, som med største lethed ville kunne snige sig ind i de fleste radiostationers dagtimer. Ingen kan for alvor blive skræmt af Callas lethed til trods for det mørke univers, bandet så tydeligt forsøger at fremstille. Sanger Aurelio Valles hviskende stemmeføring skal nok lindre, når enkelte doser af grimhed og støj sniger sig ind.

Præcis som tidens stilfuldendte og aldrig farlige bands som Interpol og The Killers, er Calla kogt ind til det inderste pop-ben, en form man kan bage videre på, når nye hits skal fabrikeres. Men skabeloner bliver selvsagt aldrig større end deres rumfang dikterer, og selvom Calla sikkert befinder sig trygt i skabelonens favntag, er resultatet så begrænset, at de gjorde bedst ved at hoppe over kanten.