Chris Brown

Som blot 16-årig bliver Chris Brown nu udråbt som fremtidens mand i amerikansk r’n’b, og hvis det holder stik, så går den storsælgende genre en sørgelig kunstnerisk fremtid i møde. På sin selvbetitlede debut disker den modebevidste og omhyggeligt stylede knægt nemlig op med poleret sødsuppe-soul efter velkendt skabelon.

Den unge mand fra Virginia skal nok vinde indpas i mange ungpige-hjerter og blive en salgsmæssig succes. Han har allerede slået alle rekorder i USA med førstesinglen ‘Run It!’, der er produceret af den overvurderede Scott Storch, som med sine simple maskinelle beats og forcerede synth-flader lyder som en tre år gammel version af Lil’ Jon.

Generelt er det store produktionsapparat kørt i stilling med nogle af branchens helt tunge drenge, som supplerer Chris Brown’s middelmådige vokal, der bærer præg af ikke at være færdigudviklet endnu. Bedre bliver det ikke, når man som lytter skal belæres af en 16-årig, om hvordan man skal gebærde sig overfor pigerne, hvordan man kommer sig ovenpå forlist kærlighed eller alverdens andre former for weltschmerz.

‘Ain’t No Way’ og ‘What’s My Name’ har både sjæl og kant samt fine melodiske kvaliteter, men forbliver også tomme kalorier i den samlede menu. Chris Brown fremstår som en nøje kalkuleret og nemt fordøjelig klon af superstjerner som Usher og Mario. Det er velsagtens nok for mange teenagere. Men også ganske harmløst og som fremtidsgaranti uholdbart.