Club Transmediale – ironien skyder begge veje
Transmediale er en festival for eksperimentelle kunstformer, som afholdes hvert år i Berlin. Tidligere har arrangørerne brugt genrebetegnelsen ‘nye medier’ – et udtryk, man har nedtonet i erkendelse af, at computerkunst og elektronisk musik er blevet hverdagskost.
Den musikalske gren af festivalen har navnet Club Transmediale og fylder det store og fleksible spillested Maria am Ostbahnhof med ni fortløbende aften- og natarrangementer.
Til fredagens åbning havde man indkaldt breakcore-darlingen Jason Forrest til at sparke festivalen i gang. I samarbejde med kunstnergruppen Antistrot bestod hans åbningsshow af lidt hurlumhej med tre bjæffende mennesker i lodne hundekostumer, lidt råbesang og nogle få sekunders øredøvende støj. Muligvis tænkt som en kommentar til – tjah – et eller andet. Men som udenforstående kunne man i det mindste glæde sig over, at det var hurtigt overstået.
Først egentlige band i den store sal var den amerikanske duo Eats Tapes (billedet). Bagest i deres lydbillede ligger en flimrende ursuppe af synthlyde, som kunne høre hjemme i noise-electronica. Men alt holdes sammen af et tampende, house-agtigt rytmespor og de naive børnesangs-agtige riff, som drejes og moduleres på livet løs.
Eats Tapes har deres helt egen, charmerende lyd, som fungerer perfekt på dansegulvet, selv om deres ultra-minimalisme og insisteren på tørre retro-synth-lyde truer med at ende som manér og spændetrøje. Og alligevel er det svært ikke at blive smittet af begejstringen, når Marijke Jorritsma introducerer et nyt synth-riff – endnu mere debilt end det forrige – og knækker sammen i henrykt fnisen.
En eller anden form for humor er også på spil hos østrigske Ilsa Gold. De to harcore techno-DJs insisterer på at sætte deres egen genre i perspektiv ved konstant at sabotere deres optræden med skæve indslag: BPM-tal langt hinsides det dansable, smagløs eurodance fra 90’erne, oplæsning af tekster om technoens militariske bagside osv. osv.
Bevares, denne benhårde tysker-techno tager da ikke skade af lidt ironisk kommentarer. Men Ilsa Gold sætter sig med et brag mellem to stole og besvarer ikke spørgsmålet: Hvis man har så stort et behov for at distancere sig fra genren – hvorfor så overhovedet beskæftige sig med den? Og i sidste ende er Ilsa Gold alligevel crowd-pleasers, der dropper alle paraderne og giver publikum den hjernedøde tonse-techno, de vil have.
I den lille sal spillede musikkollektivet Rancho Relaxo All-stars deres improvisatoriske sæt. Med New Yorks Abe Duque (aka Kirlian) i front og input fra et ukendt antal musikere og djs gled musikken ubesværet fra et udtryk til et andet: Fra lækkert gyngende breakbeat-lounge over let truende ambient til prikkende electronica i mange lag. En timelang og imponerende demonstration af fælles kreativitet.