- De syv største scoops blandt dagens Roskilde Festival-annonceringer: »Internettet er overbevist om, at det er Timothée Chalamet«
- Jeg kan ikke huske, hvornår musik sidst har føltes sådan her
- Han drak »fucking mange øl«, tog stoffer og havde »rigtig meget sex«. Men én ting tilgiver Sebastian Wegener aldrig sig selv for
J Dilla/Jay Dee
Der er heldigvis mennesker, som stadig gør en dyd ud af at udforske grænserne i hiphop. Det californiske pladeselskab Stones Throw er en af bannerførerne på det område og har med superproducerne Madlib og J Dilla i sin stald to væsentlige trumfkort. Seneste udspil er da også endnu et væsentligt bud på, hvordan de normale konventioner i hiphop kan brydes.
På 40 minutter præsterer J Dilla at levere 31 instrumentale numre i ét langt miks. Der er fart over feltet, men Dilla’s fine fornemmelse for melodierne gør, at de mange indtryk forvaltes på en både imponerende og brugbar måde. De karakteristiske afrundede beats, der har klare referencer til midthalvfemsernes hiphop-lyd, blandes op med unikke soulsamples og gennemvredne keyboardfigurer og skaber en både harmonisk og hypnotiserende symbiose.
‘Donuts’ balancerer måske nok på en hårfin grænse, hvor man på den ene side nemt kan irriteres over, at de mange fremragende og dynamiske numre stoppes efter et hel eller halvandet minut. Men på den anden side overvindes man som lytter også af en oprigtig nysgerrighed over, hvad det næste nummer bringer.
Man kan med rette spørge, hvad J Dillas tanke med denne plade er. Men man kan også vælge bare at overgive sig til de mange kvaliteter og den gode musik, der bydes på. Pladen rammer plet i sin fulde helhed, som selvfølgelig kræver tid og tålmodighed, men den fungerer også glimrende som soundtrack til en festlig, smittende og uforpligtende aften.
J Dilla/Jay Dee. 'Donuts'. Album. Stones Throw/VME.