I Am Bones – jævn dansk collegerock

Det må have været noget af en syret fornemmelse for drengene i I Am Bones at stå foran et næsten fyldt Voxhall fredag aften. Langt de fleste var forståeligt nok også troppet op for at se hovednavnet, drengene fra Veto, der senere på aftenen lagde salen ned i et brag af en koncert, hvis lige jeg ikke har set i lange tider fra et dansk band.

Trods et bredt smil og god karma hos forsanger Johannes Gammelby og resten af gruppen, blev det aldrig til den helt store opvarmningsfest. Med ru stemme og tunge, beskidte rockpassager, der nærmest virkede punkede, forsøgte I Am Bones at skabe en tidlig fest, men det lykkedes aldrig rigtig. Der var trods gode intentioner, simpelthen ikke format nok i musikken til at fylde scenen på Voxhall ud. Ofte ønskede man sig ned til et af byens mindre spillesteder for at have kunne mærke energien.

Det var især vokalen, der var svag. I forhold til pladen var intonationen af og til, og især under råbe-passagerne, lidt for fordansket. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at musikken ikke skiller sig nævneværdigt ud fra gennemsnitligt college-rock, og at det virkelig er svært at finde noget unikt at sætte fingeren på.
“Nu spiller vi det nærmeste vi kommer på et hit” erklærede Johannes inden den udmærket underholdende ‘Building Hospitals’ og forsatte med sund selvironi: “vi har jo solgt 400-500 plader”.

Selv om det nok må virke lidt demoralisernde for I Am Bones og det lige så fantasiløse københavnske mellemspil Gravy, så blev aftenen et klart symbol på hvor store kvalitetsmæssige spring, der findes i dansk rock. Eller som én fra publikum bag mig bemærkede, da koncerten med Veto gik i gang og Troels Abrahamsen væltede publikum: “Se det her, DET er jo verdensklasse!”