Under Byen

Lige så silkefin, som ‘Det er mig der holder træerne sammen’ startede, lige så bombastisk åbner Under Byen deres nye udspil med buldrende trommer. Et klart signal om nye boller på suppen, der varsler et frodigt nyt kapitel for det århusianske kollektiv.

Det til tider indadvendte udtryk, der truede med at implodere, eksploderer i stedet adskillige steder på albummet. Det er virkelig befriende. Under Byen er i langt højere grad blevet et orkester, og selvom Henriette Sennenvaldts stemme igen er i centrum, er den nu i højere grad kun den lille granithårde akse, som instrumenter og arrangementer roterer tungt om.

Under Byen har i 2006 noget tilfælles med islandske Sigur Rós, der kan bringe dem ud til alverdens musiknørder. Begge bands bruger med særegen sang og uforståelig lyrik stemmen som et universelt instrument. Musikken har højt til loftet, og den naturinspirerede sfære er majestætisk. Men modsat islændingene er der mere larm og rabalder på ‘Samme Stof som Stof’.

Lyden er ikke så poleret, hvilket høres i førnævnte, skramlende trommer, eller den frække kombination af legesyg synthesizer og sørgelig violin i pladens højdepunkt ‘Den her sang handler om at få noget ud af det’. Ligeledes er der noget dejligt djævelsk i skiftene mellem vokalharmonier og punkudbrud fra Sennenvaldt. Under Byen er gået planken ud og blevet mere sofistikerede i store symfoniske lydcollager. Et modigt og korrekt valg.