Goodnight Monsters

Det finske fænomen 22-Pistepirkko har, ligesom alle andre, startet eget pladeselskab, og herigennem valgt at give en hjælpende hånd til deres landsmænd i bandet Goodnight Monsters, efter gennem længere tid at have hypet den lille nye popduo på deres hjemmeside. Debutalbummet ‘The Brain That Wouldn’t Die’ er dermed blevet en realitet, og her præsenteres lytteren for 11 meget små (34 minutter i alt), naivistiske oder til tæer, tøsebørn og teenagelivet generelt.

Tematisk og musikalsk stemmer albummet derfor godt overens, da intet besidder så mange forvirrende dobbeltheder som puberteten. Hverken barn eller voksen, stemmen er ikke helt på plads og banaliteter om den onde verden bliver til åbenbaringer i et lille navlepillende univers. Alligevel charmeres man af den nøgne sårbarhed, som livet i dette ingenmandsland fostrer.

Oversat til musik, ved hjælp af lidt guitar, bas, en mundharmonika, alskens Amiga-agtige lyde og semi-mandige, semi-rene vokaler, får man en rocket slags easy listening oprørspop, der ikke skeler til tradition eller stilistiske kasser. Som Ibens, bare med flere instrumenter og lidt mindre at sige.

Musikalsk svinger kvaliteten, men man holdes til ilden af en sær evne til at lege meget, med meget lidt; altså at variere og overraske, uden egentlig at udskifte nogen grundingredienser, som i den tredelte ‘Inspector Pharao’ og ‘Demonstrator. På een gang enerverende men inciterende, naivt men på ingen måde uskyldigt. Det er egentlig irriterende, men jeg bliver ved med at lytte.