Tiger Baby

Netop som Tiger Baby har gjort sig bemærket med en vellykket coverversion af Depeche Modes ‘Strangelove’, er de ude med deres andet album. Titlen ‘Noise Around Me’ er ikke som antydet et knytnæveslag, men tværtimod en musikalsk indpakning af synthpoppens væsen. Deres sødmefulde sangskrivning har været taget op til revision, og de har nu fundet sig til rette med et mørkere lydideal.

Den altoverskyggende reference for Tiger Baby synthdrevne popmusik er lige til højrebenet: Saint Etienne. Det prøver de trods alt heller ikke at bortforklare. Selv triokonstellation kan genfindes med Pernille Pangs kælne vokal i front og Benjamin Teglbjærg og Nikolaj Gregersen som de musikalske bagmænd.

De monumentale klangflader er pladens gennemgående bærebølge, og den kulminerer på ‘Moved Me’, der også rummer en kærkommen revurdering af eurodance-genren. Det er faktisk ganske vellykket. Til trods for en mur af elektronik har Pangs lyse vokal ikke problemer med at tilføre følsomhed, og ideen om at give en drømmende støjkulisse til elektropop på ‘At Least I’m Honest’ er fængende i sit enkle førstehåndsindtryk.

Det er netop i de luftlag, man finder popmusik med slidsstyrke og melankoli som konserveringsmiddel. Tiger Baby er tæt på at kunne forløse sine egne ambitioner om at skrive tidløst. Men at læne sig op ad Saint Etienne – de startede immervæk i 1990 – og ikke turde træde i egen karakter, er desværre en hæmsko. Genredefinitioner er ikke til for at blive holdt, men for at blive brudt. Tiger Baby har begået et vellykket album, men har endnu til gode at kæmpe sig ud af inspirationskildernes skygge.