epo-555 – et slag for danskheden

Bøgetræer og Dannebrog minder i disse tider mere om Dansk Folkeparti og Muhammed-tegninger, end det får tankerne i retning af venlighed, imødekommenhed og kreativitet. Men det ville epo-555 lørdag aften lave om på. Lille Vega var pyntet med et kæmpe rødt-hvidt flag og overalt hang friske bøgegrene, som gav spillestedet en idyllisk stemning af magisk skov.

»I aften skal vi stjæle danskheden tilbage og gøre den til noget positivt«, sagde forsanger og guitarist Mikkel Max Hansen. Og det var netop, hvad epo-555 gjorde. Med stor udstråling af spilleglæde, energi og charme kastede de sig fra højdepunkt til højdepunkt. ‘Harry Mämbourg’, ‘Pre-emtive Stroke’, ‘Dakota’, ‘Le Beat’s on Fire’, ‘Hyperschlieb’ – og det blev ved og ved. Bandet har et kolossalt bagkatalog af fantastiske og fængende sange, der blomstrer op, når de spilles live – især når det sker med så meget oplivet kraft og smittende begejstring, som bandet funklede af denne aften.

Mikkel Max Hansens og Camilla Florentz’ sitrende og skrøbelige stemmer passede perfekt til de knitrende, brusende guitarer, den livlige bas og dynamikken mellem de elektroniske computertrommer og Ebbe Frejs flyvende trommestikker. Raveonettes’ Manoj Ramdas og Bob Hunds Johnny Essing kom på scenen og satte endnu mere pulserende liv og brændende bund under støjrocken – lige så det gav gåsehud.

Men epo-555 mestrer også pausen – det sarte, skælvende holdepunkt, hvor man lige kan ånde ud, inden larmen bryder ud igen. ‘Il Presidente’ og ‘Examinor no. 39′ med Florents’ blide, gribende stemme, og det rørende ‘Grisslappan’ havde fine afbræk, som gav pusten, inden rocken igen bragede igennem. I det hele taget gik man aldeles opløftet fra koncerten med følelsen af, at det måske alligevel ikke er helt så slemt at være dansk.