Eskobar

Så er der skruet ned for tempoet og op for balladerne. Svenske Eskobar står klar med deres fjerde album og denne gang på eget selskab.

Kærligheden er i centrum, men særligt den af slagsen, der må opgives. Sangene er resignerende og med slideguitar, strygere og nænsomme trompeter i ryggen, guider en sørgmodig stemt Daniel Lindqvist os rundt i deres vemodige univers. Godt hjulpet på vej af drømmende guitarer, og den fremtrædende vokal med hang til falsetsang, er der højt til loftet og tindrende klart – men også en smule køligt.
Udtrykket er simpelthen for renskuret og pænt; den polerede produktion gør, at en del af det efterstræbte nærværende udtryk går tabt og erstattes af en mere steril fornemmelse.

Kort sagt mangler der flossede kanter, og for mange af de stille og rolige sange mangler gennemslagskraft, dog med en undtagelse som nummeret ‘Persona Gone Missing’. Arrangementerne slægter desuden Coldplay lidt rigeligt på visse steder, dog uden at Eskobar besidder samme nerve.

Eskobar vugger blidt lytteren gennem tusmørkets smulte vande; men ind imellem sidder man med fornemmelsen af at være lovlig tæt på at gå på grund. Det er ærgerligt, når nu Eskobar før har vist, at deres sange sagtens kan rumme både fine produktioner og masser af nærvær. De forsøger, men når aldrig helt i havn.