Red Hot Chili Peppers

I et musikalsk univers fyldt til randen med vildtfarende kometer, døgnfluer og opreklamerede luftkasteller har planeten Red Hot Chili Peppers altid kredset rundt i sit eget kredsløb. Et kredsløb, der gennem årene har kastet så rigeligt med stjernestøv af sig, at bandet uden problemer kunne læne sig tilbage og slå automatpiloten til, hvis det var det, der tændte dem.

Det er det bare ikke, heldigvis. Med hele 28 nye numre på deres 10. studiealbum har der været travlhed i den californiske sandkasse. Producer Rick Rubin har vanen tro været med for enden af bordet, og slutresultatet afviger da heller ikke en meter fra det univers, der oprindelig bragte bandet til tops verden over. ‘Stadium Arcadium’ er derfor fyldt til randen med skæv og kantet rockende funk, ballader og hits, skræddersyet til en fortsat topplacering i den kommercielle superliga.

Og ja, der er meget at gabe over, men omvendt er der ingen undskyldning for ikke at lukke svælget op og knække kæberne af led: Red Hot Chili Peppers leverer så rigeligt varen over de samlede 122 minutter. ‘Tell Me Baby’, ‘Hump de Bump’, ‘Hard to Concentrate’, ‘Turn It Again’ og ‘Charlie’ er titler på nye absurd funkede udspil, kreeret af et band der fortsat oser af gnist og begejstring i deres samspil.

Flea er og bliver en mester i hyperaktive basgange, John Frusciante bliver flere steder direkte hallucinerende i sit stærkt afvekslende guitarspil, mens Chad Smith tæsker på skind, skrald og bongotrommer under Kiedis’ velkendte vokal. Alt sammen vekslende mellem det frække, det indfølte, det storladne og det enkle.

I længden kan ‘Stadium Arcadium’ kritiseres for at blive fire-fem numre for meget af det gode, men det ændrer ikke ved, at planeten Red Hot Chili Peppers roterer sikkert i sit kredsløb med et stærkt medrivende udspil.