The Drips

The Drips har brugt 5 år på at komme fra demo, til indspilning, til mix og til sidst udgivelse med deres selvbetitlede debutalbum. Grunden er at alle bandmedlemmer spiller og turnerer med en god del andre bands, og det er måske det, der gør, at resultatet egentlig er lidt lige meget.

Det er hurtig og beskidt punkrock i familie med 400 Blows og Death From Above 1979, men uden tyngden fra de første og melodiøret fra de andre. Til gengæld har The Drips en helt fantastisk energi, og det er det, der trods alt gør dem interessante.

Ikke på noget tidspunkt i løbet af de 11 numre slapper bandet af, end sige kommer ned i bare 4. gear, og det er på en gang meget imponerende, og samtidig egentlig også lidt kedeligt. Men holder man fast i energien, og det bør man med et band som The Drips, så er der masser adrenalin at suge ud. Især det varierede sammenspil mellem brødrene Hidalgo på henholdsvis bas og trommer er noget af det mest energiske, jeg længe har hørt.

Men The Drips har altså ikke de største sangskriver-ører nord for alperne, og det er nu engang det, der præger pladen allermest. ‘Im Gone’ og ’16 16, Six’ er vel de eneste numre der viser bare en lidt anden side af punkbandet, og når de så i øvrigt kun bruger 26 minutter på at præsentere hele deres debutplade, ja, så er det lidt svært at få en egentlig idé om, hvad de vil med denne udgivelse.