Dixie Chicks
De tre dixie-tøser gik fra USA-berømmelse til verdensberømmelse, da Natalie Maines lod nogle anti-Bush-bemærkninger falde under en koncert i 2003. Ikke for selve indholdet, men for reaktionen. Fyda, for en skandale (ikke mindst for salgstallene) de par ord udløste. Ikke siden Lennon (måske) sammenlignede The Beatles med Herren ham selv har en boykot været så massiv på de indflydelsesrige kristne radiostationer down south. Ikke desto mindre, eller måske netop derfor, står denne syvende studieudgivelse som en af gruppens mest stilsikre og overbevisende.
Hvordan lyder det så? Tjaa, ligesom der er ugeblade, ingen vedstår at læse, færdigretter, ingen vedstår at spise, er der også de serier, som kun få vedstår at følge med i. Dem med den ekstremt lækre billedkvalitet, et ensidigt handlingsmønster og en ualmindelig umiddelbar og glatpudset lydside. Det er lige nøjagtig lydsporet til sådan en serie, Dixie Chicks’ syvende studieudspil leder tankerne hen på.
Det nærmer sig visse steder grænsen for, hvor meget blød toffee ørerne kan klare, men kammer ikke på noget tidspunkt over. ‘Taking the Long Way’ fremstår derimod som et oplagt ‘best case’-eksemplar inden for countrypop som genre. For selvom det ikke er noget enestående album, kan det næppe gøres meget sødere eller glattere.
I spillerummet mellem den bløde rock og den akustiske country svæver de tre cowgirls i vindretningen, og med en lethed som tre lyserøde luftballoner med producer Rick Rubin som vindvant luftkaptajn styrer de direkte mod solnedgangens drømmende orangerøde dække. Er du til andre countrypop-ladies som LeAnn Rimes, Faith Hill og Trisha Yearwood er der ingen vej uden om: Du må til lommerne.