My Robot Friend

Grib telefonrøret, tryk ‘0’ og lad dig flette ind i Howard Robots dansable popunivers. Her er der nemlig vendt op og ned på, hvor kakkelbordet og sølvtøjet skal stå, og ikke mindst har han rodet rundt i din alfabetiserede musiksamling. Den progressive énmandskampagne køres fra hovedkvarteret i New York for anden gang efter 2004’s ‘Hot Action’.

My Robot Friend står på skuldrene af Suicide, B52’s og ikke mindst 1980’ernes kulørte new wave-band Devo. Og det er sært forfriskende at se et tøjleløst gadekryds af poppudler og elektrorockens snerren, nu hvor Beck holder sig til at lave singalong-musik til folket.

Zombie Nation, der før har ernæret sig som bagmand til det übertyske tonserhit ‘Kernkraft 400’, inducerer sin støjfetich og tunge beats på samproduktionen ‘The Cut’. I den anden ende af følelsesbarometret på ‘Dial 0’ giver Antony Hegartys (Antony And The Johnsons) sjælelige soprantenor liv til en opløftende cabaret-chanson ‘One More Try’.

Så er yderpunkterne spændt videst muligt op. Midt imellem er en dissekeret coverversion af Blondies ‘Rapture’ og yndlingstemaet ironisk gaytronica, her med rap af Casta Yo: »I don’t know what happened / I was looking for the bathroom, but this pitch black room must be the backroom / Straight, gay, bi – yo, what’ve you got?« Det giver vist ny mening til James Browns opråb ‘I Feel Like Being A Sex Machine’.