Sonic Youth

En gammel kending er tilbage. Lige som man troede, det var sidste farvel, banker det på døren igen. På ‘Rather Ripped’ har Sonic Youth genfundet energiens guldåre og gjort alle forudsigelser til skamme om et band, der med en gennemsnitsalder på 49 år, burde have overskredet sidste salgsdato. Coolness forgår sgu’ ikke så let.

Det kortvarige femte medlem Jim O’Rourke har forladt bandet til fordel for egne projekter, og med de afreagerende sideaffærer under SYR-navnet er improvisationstrangen heldigvis blevet nulstillet for kvartetten. De er nu tilbage ved den atomare grundtilstand anno ‘Daydream Nation’ og ‘Sister’, så vi atter kan få et rent skud Sonic Youth-koncentrat.

Guitarerne knitrer af knækkede akkorder på pladens 13 sange (inklusiv bonustracket ‘Helen Lundeberg’, en bizar ode til den surreelle kunstner) og Lee Ranaldos stambar, blues-trosbekendelsen, er den ulastelige videreførelse af de udmærkede ‘Sonic Nurse’ og ‘Murray Street’. Her spillede harmonierne også deres tilgængelige sang med et stramt tag om de strukturelle omveje.

Fascinationen af en spade og en rørforstærkers mætningspunkt er gnisten, der (stadig) holder dem sammen, og med en beatpoetisk hilsen som »I’ll help you feel the noise« (‘Rats’) er det jo helt rørende, at se den evige teenager Thurston Moore posere med en Merzbow-trøje og en Fender Jazzmaster på coveret. Det kan vi glæde os over på ‘Rather Ripped’ og bede om en grainwhisky straight up, uden is. Ja tak!