Roskilde 06: Under Byen – mellem stilhed og storm

Noget af det første der er skrevet i musikerhåndbogen under punktet koncertoptrædener må lyde: “slut altid dine koncerter på toppen”. Den huskeregel havde Under Byen taget til sig sent lørdag aften, hvor de kronede en proppet intimkoncert på Odeon-scenen med marathonnummeret ‘Film og Omvendt’. En titel, der paradoksalt nok beskriver koncerten så slående præcist.

Film er nemlig, hvad det århusianske musikerkollektiv leverer. Den indre af slagsen. Her skal jeg nok spare på de svævske beskrivelser af sangenes billedskabende kvaliteter, for det klarer den tilbagetrukne forsanger Henriette Sennenvandt så udmærket selv i hendes lyrik. En moderne isdronning, der kynisk drager afsted på en rejse ned igennem et stemmebånd, der er så skønt, at det er en seriøs udfordrer til Kleopatras legendariske næse.

Bare 100 meter væk gør samtlige kunstnere på Ballroom-scenen alt, hvad der står i deres magt for at komme ud over kanten og interagere med et sprudlende publikum. Hos Under Byen er det lige omvendt. Der må du selv drage op på podiet og ind i den verden, som gruppen åbner med deres skiftevist bragende og blide lydcollager.
Omvendt er det også, at man her oplever publikum tættest på scenen tysse og stirre ondt på dem, der jubler og klapper i periferien. De lukkede øjne åbnes og lyner ud mod de småknævrende fulderikker i siderne: “lad os nu nyde filmen.”

Under Byen leverede et godt miks af sange fra deres to seneste album. Badet i lækre ensfarvede lysstråler skiftede de mellem de nyere mere eksplosive numre som ‘Den her sang handler om at få noget ud af det’ og ældre, mere konforme (hvis man ellers kan bruge det ord om Under Byen) melodier fra ‘Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen’ hvor Sennenvandts stemme får bedre plads, og strygerne har lov til at være smukke.
Men Under Byen bruser bedst i overgangene mellem stilheden og stormen, når de spiller live, hvor de mange lækre detaljer fra pladerne af og til drukner. Her var især violinist og savfører Nils Gröndahl en befrielse i hans legesyge galskab, ligesom trommespillerne var herligt balstyriske i de tiltrængte udbrud.

De stille passager, den manglende publikumskontakt (med undtagelse af et buk) og et minutlangt, ensformigt distortion-farvel provokerer og fremstår lidt påtaget kunstnerisk. Men når alt kommer til alt, drejer det sig om musikken, og på denne første juli-aften bød kollektivet igen på magiske øjeblikke.