Kaito

På Kaitos hjemmeside er børn et tilbagevendende motiv, og ganske sigende er hans musik også børnevenlig. Det er pæn synthflade-techno, der overhovedet ikke er fremprovokeret eller kortsluttet. Faktisk mistænker man ham efter en times selskab med ‘Hundred Million Love Years’ for at have verdens mest rengjorte synthesizers, hvor selv printbanerne pudses.

Hiroshi Watanabe, der står bag soloprojektet Kaito, er en japansk eksportvare med mellemlanding i Køln hos Kompakt-dynastiet. Han er oprindelig søn af en musikerfamilie, og den ubesværede musikalitet præger hvert et hjørne af albummets otte lydrejser. Anden skæring lader sine nostalgiske og melodiske lag glide frem og tilbage i horisonten ovenpå et distanceret beat, hvor letheden i den ukomplicerede rytmecyklus danner lighedstegn med Mozart.

Albummet ligger i forlængelse af det forrige ‘Hundred Million Light Years’ (lidt titelforvirring), der udkom for et halvt år siden. Dispositionen er at fjerne trommeprogrammeringerne fra oprindelsespunktet. Af den grund er der for købere af det sidste album ikke mere saft og kraft at hente fra suppebenet. Blot benløs musik.

De brede synthflader og hvert et drej på rumklangsknappen er hørt så mange gange før. Også bedre. Det er blidt klingende puddertrance, der forbliver mere søvndyssende end drømmende. Omvendt er Kaitos ambiente techno, beatløs og svævende, sikkert zen-godkendt og sundt for sjælen, men der skal flere idéer og nyt materiale på bordet for at skabe den tidløse elektroniske musik, han stræber efter.