M. Ward

Har du på din musikalske vandringsrejse endnu ikke slået vejen forbi neofolk-trubaduren M Ward – så er tiden kommet. Godt nok futter Matt Ward og hans følge afsted i adstadigt tempo til lyden af en gammel, rusten skramlekasse, men den vugger alligevel så fint og fornøjeligt, at man som lytter ville ønske, man var med på farten.

På trods af at der er forrygende og fuldt backingband med i studiet for første gang, så er det Wards stemme og guitarspil, der slår tonen an og stjæler opmærksomheden. Hans stemme, raspende og indfølt, er altoverskyggende. Om så den mand sang skattevæsenets seneste lovparagraffer op, ville man sidde tilbage fortryllet.

Med sine fængende melodier formår Ward at kile sin amerikanske folkblues ind mellem tidens sprækker, der hvor de svundne tider bider nutiden i halen, og hvor musikken står hævet over tiden. Fra det charmerende intronummer ‘Poison Cup’ til Daniel Johnston-coveret ‘To Go Home’ emmer albummet af ubesvær og charme. Som på de tidligere album forfølges et tema. Denne gang ‘efter krigen’, som titlen antyder. Det noget dystre tema til trods er albummet overraskende upbeat indimellem i forhold til forgængerne, alt imens menneskeskæbner udlægges og følges.

På ‘Post-War’ er vejen nok blevet en smule bredere og lettere tilgængelig i forhold til tidligere tider – men det gør den bestemt ikke mindre behagelig.