Ryan Adams – kedsommelighed i 3/4-dels takt

Det kunne ha’ været så godt. Et brag. 1500 hengivne fans, og en sanger med et bagkatalog, der ikke kan andet end imponere, også selv om Ryan Adams de senere år har udgivet plader med samme frekvens, som vi andre går ud med skraldet, hvilket desværre har været på bekostning af kvaliteten.

Op til koncerten frygtede flere sikkert, at den amerikanske rocktroubadour ville troppe op med samme fjendtlighed over for publikum, som det havde været tilfældet ved enkelte koncerter i England for nyligt. Humøret fejlede ikke det store, men til gengæld måtte vi trækkes igennem mere end to timers uinspireret bluesrock af den allermest røvsyge skuffe, hvor kedsommeligheden aldrig slap grebet i den konstante strøm af selvdistanceret metervare-røvballerock i 3/4-dels takt.

Værst var næsten Ryan Adams ubegribelige evne til at plukke de forkerte sange fra repertoiret. Pladerne ‘Cold Roses’ og ‘Jacksonville City Nights’ dominerede setlisten, og det er ikke udgivelser, der sprudler af musikalsk kreativitet. Selv ikke på ‘Let It Ride’, som er blandt hans stærkeste numre, kunne Ryan Adams og The Cardinals mønstre noget, der bare tilnærmelsesvis mindede om spilleglæde og vilje til at henrykke.

Også klassikere som ‘New York New York’ og ‘To Be Young’, som blev omarrangeret til ukendelighed, fejlede fælt. Publikum gjorde, hvad de kunne for at starte festen, men det nyttede bare ikke så forfærdeligt meget, når de konstant blev modarbejdet af Ryan Adams, som gjorde alt i sin magt for at virke så indifferent over for sit forkromede – og tilsyneladende også falmende talent og ry, som overhovedet muligt.