Andy Stott

De fleste numre på Andy Stotts debutalbum kan klassificeres som minimal techno. Ikke desto mindre er det den lovende, engelske producers tilgang til kunsten at komponere og producerer, der får værket til at fremstå som særdeles sammenhængende.

Han lader sig nemlig ikke begrænse af technoens rammer, men bevæger sig flere steder langt ind på dubstep-territorium, og på titelnummeret får vi sågar ren, håndspillet klavermusik, med referencer til en af den moderne kompositionsmusiks store skikkelser, Harold Budd. Den association dukker oven i købet op igen på albummets sidste skæring, ‘Peace of Mind’, hvor pianoet akkompagneres af storslåede, men simple strygerarrangementer. Stott når med andre ord vidt omkring på albummet, men han gør det med en kompromisløs tro på sig egen rene, minimalistiske lyd.

Hvad enten han udforsker mulighederne i soloklaveret eller den normalt mere beskidte dubstep, går han til opgaven med intentionen om at finde essensen af de pågældende genrers berettigelse. På vejen mod denne kliniske renhed, undgår han unødvendigt fyld, og selvom det nogle gange er så demonstrativt minimalt, at det bliver lidt kedeligt, er det modsat han kompromisløse insisteren på at fortolke genrerne på sin egen måde, der er albummets styrke.