Greenskeepers

“Hey Motherfuckers!” Et par skrigende teenage-tøser byder velkommen indenfor på titelnummeret, inden et hidsigt guitarriff sætter gang i løjerne. Så er stilen ligesom lagt.

Amerikanske Greenskeepers stammer fra den forblæste by Chicago, hvilket på sin vis godt kan høres. I hvert fald blæser de på deres tredje album lytteren omkuld med en ordentlig håndfuld house rørt sammen med en del elektrisk guitar og små elektroniske elementer – det hele fremført med smil på læben og med tungen i kinden. Og selvom bandet enkelte gange nærmer sig en mere alvorlig post-punk-lyd, så er der ingen sorte render under øjnene her – snarere mistænker man kvartetten for at optræde med make-up i alle regnbuens farver.

Undervejs afløser det ene pophook det andet, i de mere rockede numre med guitaren som melodibærer, og i de mere dansevenlige af slagsen med bassen som drivkraft. Men de habile hooks bliver svigtet af sangskrivningen, der hverken formår at binde enderne sammen eller fuldende den farverige form. I stedet fortaber hitpotentialet sig i en skabet stil, der især præger albummets første halvdel.

Bedst er den nøgterne pop-single ’15 Minutes’, hvor forsanger Nick Maurer på Morrissey-manér crooner sig igennem albummets mest seriøse skæring. Resten er mere eller mindre ufunky festmusik a la ‘Alphabet Man’ om en mand, der kender sin brystholder-ABC – et disconummer dummere end partypatruljen tillader. ‘Polo Club’, der udgives med en ekstra remix-cd, er og bliver en lukket fest.